Top executive interview

Maria Reumert Gjerding og Lars Midtiby

Præsident og Direktør, Danmarks Naturfredningsforening
Vi har arbejdet med en strategisk bevægelse, hvor vi går væk fra fokus på klassiske sager og vores stærke position som kritisk høringspart alene og henimod mere proaktiv interessevaretagelse. Strategien er et prioriteringsværktøj i den vanskelige og afgørende proces.

Grundlæggende handler ledelsesrollen også om at kommunikere om strategien, så meget som muligt. Det er vigtigt, at strategien bliver levende – og at vi lærer af vores handlinger undervejs og justerer, hvor der er brug for det


Hvad er strategi for jer?

Strategi er fælles retning, der giver forståelse for, hvor man vil bevæge området hen. Det handler om den strategiske retning, som en organisation skal rykke sig på.

Det er vigtigt at gøre det med respekt i en organisation som Danmarks Naturfredningsforening, som er en forening med mere end 100 års erfaring med at skabe stolte resultater. Derfor skal der sikres ejerskab og medansvar blandt mange stemmer ud igennem organisationen.

Tidligere har organisationen været mere opdelt i forhold til dem, der sad centralt i Danmarks Naturfredningsforening og dem, der arbejdede decentralt i lokalforeningerne. Det betød også, at strategitilgangen var præget af fragmentering i form af en strategi, der ikke var fælles ejerskab til ude i organisationen. Passionen har altid været stærk, og den ville vi bevare. Men vi ville gerne give den en mere fælles retning.

Foreningens igangværende strategiperiode har på den måde også været en kulturudviklingsproces, som både handler om politisk metode og politiske mål. F.eks. er det blevet diskuteret meget grundigt, om DN er en organisationen, der laver partnerskaber og alliancer fx med landbruget og har større fokus på børn- og unge.

”Vi har arbejdet med en strategisk bevægelse, hvor den proaktive interessevaretagelse fylder mere. Det har også åbnet op for nye frivillige kræfter i foreningen. De klassiske sager og vores stærke position som kritisk høringspart bliver dermed et mindre fremtrædende element af foreningens arbejde."

Hvad er den største udfordring i jeres strategirealisering?

En af de strategiske udfordringer i en NGO, som Danmarks Naturfredningsforening er, at det er en frivillig drevet organisation, der kalder på en anden form for ledelse end klassisk hierarkisk ledelse. Når ledelsen skal lede frivillige, skal der opbygges følgeskab. Og de fælles strategiske og nationale dagsordner skal bindes sammen med lokale interesser og sager, som man brænder for.

Specifik i forhold til DN, så skabes følgeskab og fælles ejerskab ikke gennem et hyggeligt ledelses- og sekretariatsprojekt. Der skal være en dialog, der bringer mange perspektiver på banen, og gør målene fælles. Vi kunne aldrig skabe den forandring, vi er i gang med, uden de aktive medlemmers bidrag. Vi har lyttet, sat en retning, og så skal vi ud at kommunikere og være i dialog.

En anden udfordring tidligt i en strategiproces er at skabe en fælles erkendelse af vigtigheden af at flytte sig som organisation. Når man som organisation tager hul på strategirealisering, så handler det om at vise ægte vilje til at prioritere.

”Strategien er et prioriteringsværktøj. Man skal fjerne noget, som man ikke skal have mere. Det er en svær og afgørende proces, at man prioriterer noget væk. Det er et afgørende element, og noget der ofte vil give bølgegang.”

En anbefaling er at dvæle ved at skabe den fælles erkendelse og ejerskab. Vis vilje til at prioritere. Det er afgørende. Hvis der bare lægges 5% ovenpå, så er det ikke en ny strategisk retning. Vi skal skære ting væk.

Hvordan leder I strategirealisering?

En del af ledelsen af strategirealiseringen kommer direkte ind i de formelle strukturer i foreningen, hvor ledere og medarbejdere genbesøger de forskellige delstrategier. Vigtigt at fokusere på der, hvor foreningen gør den største forskel og arbejde systematisk, struktureret og disciplineret.

”Vi gør løbende status på, hvad har vi nået – og ser på hvordan nye projekter kobler sig til strategien. Vi spørger også ind til strategien i medarbejderundersøgelser.”

"Strategien er også hjælpsom i forbindelse med fondsansøgninger. Når et projekt har en tydelig forankring i strategien, så sender det et signal til fondene om, at der er et tydeligt ejerskab til projektet. Det er altså ikke blot et lille projekt, der får lov at leve et stille liv i et hjørne, men noget der er vigtigt for hele foreningen"

 ”Grundlæggende handler ledelsesrollen også om at kommunikere om strategien, så meget som muligt. Det er vigtigt, at strategien bliver levende – og at vi lærer af vores handlinger undervejs og justerer, hvor der er brug for det.”

Ledelse af strategi er også ledelse af forandringer, og særligt i den strategiperiode DN er i, hvor der er ændret på både det strategiske fokus, arbejdsformer og relationen ml. det centrale og decentrale niveau i foreningen. En forandringsproces, hvor der arbejdes aktivt med at spille hinanden gode på alle niveauer i organisationen – også i samspillet mellem Maria som politisk leder og Lars som direktør. Her er arbejdsdelingen præget af et stærkt samspil mellem Marias visioner og netværk i det politiske landskab og Lars’ systematik og implementeringsfokus.

Strategi i Danmarks Naturfredningsforening

Strategi 2022-2026 har overskriften: Et mere samarbejdende, slagkraftigt og relevant DN

Missionen er, at Danmark bliver et bæredygtigt samfund med et smukt og varieret landskab, en rig og mangfoldig natur, et rent og sundt miljø og uden negative klimapåvirkninger.  

Visionen indeholder 5 overskrifter, som beskriver, hvordan DN vil gå forrest og vise vejen gennem faglighed, saglighed, engagement, demokratisk fællesskab og inspiration:

  1. Politik: En troværdig og uundværlig grøn stemme
  2. Aktive & Frivillige: Samlingspunkt og fællesskab for handling
  3. Børn: Bringe børn tættere på naturen, så der skabes begejstring for naturen
  4. Unge: Attraktivt og vedkommende fællesskab for unge, som brænder for den grønne dagsorden
  5. Medlemmer: Omsætte befolkningens opbakning til den grønne dagsorden til medlemsvækst og handlemuligheder og værdi for medlemmerne

Der arbejdes med succeskriterier, kvantitative mål, og der afrapporteres løbende på fremdrift og udfordringer. Lokale bestyrelsesmedlemmer og andre frivillige tilbydes kurser og aktiviteter, som understøtter omsætningen af strategien til handling. Og ledelse, ansatte og frivillige forbinder strategien til alt fra store politiske kampe som trepartsforhandlingerne til specifikke lokale naturaktiviteter for børn og familier.

Top Executive Interviews

See more top executive interviews

Orkla Danmark, Carsten Hänel
Strategy work involves making tough decisions—making choices and trade-offs regarding what to prioritize. Next, you must ensure that the necessary resources and support are put behind what you choose to focus on.
City of Copenhagen , Per Bennetsen
The hard thing in strategy work is to keep the focus on it being easily accessible, easily understandable, and not too much.
Rudersdal Kommune, Birgitte Lundgren
Vi arbejder som organisation hele tiden med det stærke borgerblik, et udefra og ind-blik, hvor alle medarbejdere og ledere hver dag skaber løsninger, der giver værdi for borgerne, for virksomhederne og det samfund, vi er en del af.