Frederikssund Kommune
Strategisk udviklingsforløb for 200 ledere på alle niveauer
Frederikssund Kommune har styrket den strategiske ledelseskraft på tværs af organisationen med afsæt i "Sammen om Frederikssund" som fælles udgangspunkt for samarbejdet med borgere, virksomheder og internt i kommunen.
Udfordring:
Frederikssund Kommune har skabt Sammen om Frederikssund som et fælles udgangspunkt for kommunens udvikling – både med borgere, virksomheder og på tværs af kommunen. Det er et ambitiøst afsæt, til hvordan opgaver skal løses, som havde behov for at blive en endnu større del af hverdagen. Derfor ønskede direktion og chefgruppe at arbejde med, at Sammen om Frederikssund blev et fælles fundament for strategisk udvikling i kommunen. Der var dermed behov for fælles fokus på måden at arbejde og samarbejde på blandt alle ledere i kommunen
Løsning:
Et strategisk ledelsesudviklingsforløb for alle kommunens 200 ledere, blandet på tværs af de fire ledelsesniveauer i kommunen. Hen over to år blev der fokuseret på den strategiske ledelseskraft på tværs af kommunen. Fokus var særligt på ledelse af frisættelse og tillid, ledelse af stærke arbejdsfællesskaber og ledelse af samskabelse med borgere, virksomheder og foreninger.
Forløbet bestod af tre fælles lederdage og tre parallelle udviklingsforløb i tre større hold, der hver havde to hele dage sammen. På hvert hold var der 8-9 udviklingsgrupper med 6-9 ledere i hver – alle blandet mellem alt fra skoleledere, afdelingsledere på det tekniske område, chefer og direktører. Hen over en periode på ca. 3 måneder skulle udviklingsgrupperne gribe en ledelsesudfordring og lave prøvehandlinger på.
Resultat:
Styrkelse af ’det store ledelsesfællesskab’, både gennem øget kendskab til hinanden, en fælles referenceramme og fælles fokus. Modning af ledelseskraften i kommunen i forhold til at lede strategisk og skabe tråde mellem drifts- og udviklingsopgaver både mellem rådhus og decentrale enheder, men også på tværs af fagområder, hvor der er afhængigheder og synergier. Et stærkt fundament for at arbejde med frisættelse på en måde, hvor det styrker opgaveløsning og værdien for borgere, men også tager fat i de svære ledelsesdilemmaer og kvalitetsudfordringer, der kan opstå.
“Med ledelsesudviklingsforløbet ”Ledelse i forandring” står vi klart bedre rustet til at realisere vores udviklingsstrategi, Sammen om Frederikssund. Forløbet har styrket vores fælles fokus i det store ledelsesfællesskab, og der er skabt nye relationer på kryds og tværs blandt lederne i organisationen. Vi har samtidig fået en lang række værktøjer til at blive endnu bedre til at realisere strategiens fokusområder, som er: Arbejdsfællesskaber, tillid og frisættelse samt samskabelse. Det er værktøjer, som er udviklet gennem forløbet og opsamlet i den ”digitale værktøjskasse”, som vi nu arbejder videre med efter forløbet. Der skal lyde en stor tak til Resonans for den professionelle facilitering af forløbet fra start til slut."
- Torben Kjærgaard, Kommunaldirektør, Frederikssund Kommune