Artiklen er oprindeligt bragt i Børsen Ledelse
Thomas Gedde Højland
Direktør & Partner, Resonans A/S
Mikkel Ejsing
Partner, Resonans A/S

At lykkes i nye fællesskaber

Mobiliser mennesker og skab innovative og bæredygtige løsninger.

Problemerne i det offentlige såvel som det private bliver mere og mere komplekse. De fleste virksomheder, offentlige organisationer, frivillige osv., er ved at indse, at de må gå sammen med andre om at finde løsningerne. Der foregår nærmest en disruption af måden vi samarbejder på tværs. Måden vi har gjort det på indtil videre er ikke nok. Men hvordan disrupter vi den måde vi samarbejder om at løse komplekse problemer og realiserer potentialer på – i vores organisationer og i samfundet som helhed? I denne artikel finder du både værktøjerne, og et helt konkret eksempel til inspiration. Det er i de konkrete eksempler og i handlinger, at vejen skal banes.

“It’s easier to act our way intra new way of thinking, than to think our way into a new way of acting” – Jerry Sternin

Når der tales om disruption så tales der ofte om en fundamental ændring i et marked, en industri eller en teknologi hvor der produceres noget nyt, mere effektivt og meningsfuldt. Det er med til at sætte en ny standard, og det er vanskeligt at vende tilbage til det gamle igen. Men en af de “teknologier” der er forblevet uændret i mange år, er bureaukratiet og den måde vi leder og samarbejder om at løse komplekse problemer og udfordringer på – men der er opbrud undervejs.

Mennesker støtter det de er med til at skabe

Alle ønsker, at komme med på vognen ift. nytænkning, innovation og disruption – men få har modet og viljen til at sætte sig selv, deres ydelse, service, produkt, deres organisation – ja ligefrem deres eksistens i spil, inden det kan være for sent. Den moderne organisation gjorde alt for at agere selvstændigt og ikke bringe sig i en position, hvor man behøvede hjælp udefra – det var en falliterklæring, hvis der var behov for det – men nu er spillereglerne helt ændret. Vi skal turde udfordre hvad vores organisationer, og de mennesker der er omkring dem er i stand til i langt højere grad end tilfældet er i dag.

Mennesker støtter det, de er med til at skabe, hvilket kalder på helt nye og samskabende tilgange, hvor det handler om at bringe mennesker sammen om et “brændende ønske” og ikke alene den “brændende platform”. Det handler om at turde udfordre konventioner, hverdagens ubevidste antagelser, mønstre og mentale modeller for at opdage nye muligheder og potentialer. Vi skal turde udfordre den måde vi er gået til udvikling og problemløsning på med helt nye øjne. De gamle siloer lever i bedste velgående i både det offentlige, i det private og i vores mindset. De vaner, rutiner og arbejdsformer der har hjulpet os langt er nu blevet lænker, der er vanskelige at slippe af med.

Øg båndbredden og blikket på udfordringer og potentialer

En af de største barrierer for at lykkes er individuel og organisatorisk lukkethed. En af de væsentligste nøgler til at åbne sin organisation ligger derfor ligefor. Det at se på virkeligheden gennem borgerens, kundens, brugerens eller patientens øje og prøve at forstå, hvad de oplever, og hvad der er deres udfordringer. Det er ikke nyt, og der har været talt om det i mange år – men gabet mellem retorik og realitet er fortsat enormt – en ting er, at kunne sige de rigtige ord om kundefokus, brugerinvolvering, borgeren i centrum og samskabelse, som er et varmt begreb nu – en anden ting er at få det til at ske i praksis, og rent faktisk kunne omsætte den indsigt og viden der opnås i involverende og samskabende processer og de relationer der opbygges til noget konstruktivt, produktivt og nyttigt.

Noget nyt er ved at tage form i den måde vi samarbejder på, på tværs af private, offentlige og frivillige organisationer og civilsamfundet. Vi oplever i denne tid flere og flere, der ser det afgørende nødvendige i at åbne deres organisationer og lukke omverdenen ind på helt nye måder, end vi tidligere har set. Det er ikke de forskellige interessenter, der er interessante. Det er ikke det de hver især bringer med sig, der er interessant. Det handler ikke om hverken dig eller dem. Det handler om det, som de i fællesskab kan gøre ved den udfordring eller ambition, som de samles om – det er det, der er det interessante.

Vi oplever igen og igen, at når mange forskellige perspektiver er involveret og aktiveret i dels at identificere udfordringerne og i at finde fælles løsninger på udfordringerne, så opstår der et engagement og en energi. Der opbygges tillid mellem mennesker i et ligeværdigt og forpligtende samarbejde. Men det der virkelig rykker er en fælles oplevelse af fremgang ift. et meningsfuldt problem eller udfordring, som ikke kan løses alene af enkelte aktører. Nøgleordet her er fremgang. Vi kan have nok så mange gode og rummelige samskabende processer, men hvis output og effekt ikke er en oplevelse af fremgang ift. det oprindelige problem eller den oprindelige udfordring, så vil det over tid skabe det stik modsatte nemlig mistillid, de-motivation og kynisme.

Vi kommer de næste år til at se mange flere organisationer bryde hierarkierne og grænserne op for, hvad deres organisation er, og hvem der er en del af den. Komplekse problemstillinger kalder på nye måder at organisere sig på – og på nye måder at indgå i samarbejder og tænke på. At lede og styre vil antage nye former mens blikket på værdi, effekt, output vil styrkes – dem der er med til at tilføre værdi, vil have en naturlig plads uanset hvor de kommer fra, og hvem de er.

En eksperimenterende og handlende tilgang der medvirker til at reducere kompleksiteten ved at anvise konkrete løsningstiltag, skaber en voldsom energi, virkelyst og realiseringskraft – derfor skal de nye indsigter, viden, services og produkter afprøves i praksis og i virkeligheden hurtigst muligt. Det bliver i stigende grad nødvendigt at arbejde både undersøgende og samskabende i iterative cirkler fremfor lineære baner.

Magien ligger i handlingen!

Det handler bare om at komme i gang med at invitere omverdenen ind og åbne dialogen op, om de problemstillinger I oplever i jeres organisation, og dem vi oplever i samfundet som helhed – der er ingen der har monopol på serveretten – alle kan byde op til dans.

Her er historien om hvordan forskellige aktører i dette tilfælde en stor privat virksomhed og en kommune gik sammen om at løse et grundlæggende samfundsproblem, som ingen af dem enkeltvis havde løsningen på, og som skabte værdi på mange forskellige bundlinjer.

ISS og Kalundborg Kommune er sammen om at løse udfordringerne

Der er værdi på mange forskellige bundlinjer, når private og offentlige organisationer går sammen om at løse afgørende problemer. ISS og Jobcenter Kalundborg har skabt markante resultater i et samarbejde om integration og jobskabelse. Det formelle samarbejde med titlen Tæt på arbejdsmarkedet giver konkrete resultater på ISS’ økonomiske og menneskelige bundlinje. Og Kalundborg Jobcenter får hjælp til at løse deres opgave med at skaffe mennesker uden for arbejdsmarkedet i job eller uddannelse. Måske står din virksomhed med et uopdaget potentiale for at skabe værdi på flere bundlinjer og samtidig gøre noget godt i samfundet.

Det startede som en dialog på Marienborg, hvor Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde inviteret topledere, borgmestre osv. til at komme med idéer til at løse udfordringen med integration og jobskabelse. En samtale mellem ISS’ adm. direktør og Kalundborg Kommunes borgmester (og KL formand) Martin Damm førte til et meget konkret samarbejde om at hjælpe flygtninge i job. Med afsæt i et eksisterende samarbejde mellem ISS og kommunen omkring rengøring, samt ISS’ omfattende erhvervsnetværk, blev Tæt på arbejdsmarkedet søsat. Formålet var at skabe jobs, uddannelse eller praktikpladser til ledige.

Det lyder jo som en god sag, men hvad er det i grunden, der får en privat virksomhed til at gå ind i et forpligtende samarbejde af denne type med en kommune? Rya Terney (afdelingschef i ISS Jobudvikling) og Simon Sami Dalsø (afdelingschef Public Sales) fra ISS fremhæver især tre grunde til at ISS går ind i den type samarbejde på tværs af sektorer.

  1. Rekruttering: ISS er i en branche, hvor det generelt kan være svært at rekruttere nok ansatte. Derfor har ISS gennem mere end mere end 20 år samarbejdet med jobcentrene om at hjælpe udsatte ledige – herunder flygtninge – ind på arbejdsmarkedet, hvorved ISS også øger sit eget rekrutteringsgrundlag.
  2. Socialt ansvar: Mennesker er afgørende for, at ISS kan levere sine services, og derfor er mennesker et centralt omdrejningspunkt for ISS. Det gælder både internt og i forhold til samfundsmæssige udfordringer. Derfor har virksomheden et stærkt HR og CSR set-up, hvor der bl.a. arbejdes målrettet og struktureret med at hjælpe udsatte ledige i beskæftigelse. En del af indsatsen omfatter et netværk med mere end 1000 virksomheder, hvor ISS kan skabe kontakten, hvis de ikke selv har et passende tilbud til en jobsøgende borger.
  3. Forretning: For ISS går samfundsansvaret og det at drive en sund forretning hånd i hånd. Når ISS indgår samarbejde med en kommune om at hjælpe ledige i beskæftigelse, modtager virksomheden således betaling for hver borger, som hjælpes videre. ISS samarbejder pt. med 32 jobcentre i Danmark.


Og hvad er det, der får kommunen og i dette tilfælde får Jobcenter Kalundborg til at indgå samarbejde med det private erhvervsliv? Arbejdsmarkedschef Jens Folman fremhæver, at aftalen med ISS jo tager afsæt i allerede indgåede kontrakter om rengøring osv. Og set i lyset af det, var det naturligt at afsøge muligheden for at udnytte samarbejdet til at opnå nogle af de effekter, som Jobcenter Kalundborg og kommunen som helhed måles på. Der er således opstillet benhårde effektmål på parametre som:

  • At få ledige i job
  • At få ledige i uddannelse
  • At etablere de såkaldte IGU’er (IGU står for Integrations-Grund-Uddannelsen, og er en mulighed for virksomheder for at ansætte flygtninge på særlige vilkår med krav om, at de sideløbende skal gennemføre uddannelse. En IGU kan udløse en bonus til virksomheden på op til 40.000,- kr.)
  • At få ledige i løntilskud i virksomheder
  • At skabe praktikpladser


Samarbejdet evalueres og måles blandt andet på disse parametre. Ifølge Jens Folman bidrager ISS til at kommunen opnår bedre resultater end de ellers ville gøre. Hvis ISS ikke selv leverer job, praktiskpladser eller andet, så kan de videreformidle kontakten til de mere end 100 virksomheder, som de har i netværket.

Jens Folman gav i øvrigt Kalundborg og resten af Danmark en udfordring, da han som en af de første, fastsatte et konkret mål på hele 50 IGU’er, som Jobcenter Kalundborg skal etablere i løbet af den tre-årige forsøgsperiode. Af det samlede antal er der nu skrevet en forpligtelse på at etablere 12 IGU’er ind i kontrakten med ISS. Hånden på kogepladen og viljen til at gå forrest kan også sætte skub i tingene i en offentlig kontekst.

Det er tydeligt, at der er en gensidig værdiskabelse i samarbejdet. Og værdiskabelsen rækker ud over virksomhed og kommune, og ind i en større samfundsdagsorden. Som beskrevet af Simon Sami Dalsø: “Sammen med kommunen løser vi et samfundsproblem, som ingen kan løse alene”.

Siden Marienborg Topmødet har ISS haft 250 flygtninge i forløb svarende til dem i Kalundborg. 139 personer har gennemført forløbene. 46 pct. er kommet i job eller er under uddannelse (Kilde: ISS). Regeringens målsætning blev sat til 50 pct.. Så det kan vel nærmest betragtes som en succes.

Vil du også i gang? – Svar på 5 afgørende spørgsmål

  • Hvilke udfordringer kan din organisation ikke løse alene?
  • Hvem kan hjælpe med at udforske udfordringen og finde og samskabe løsninger?
  • Hvordan kan andre motiveres til at medvirke i problemløsningen?
  • Hvordan kan der etableres en platform/arena der samler alle relevante parter og muliggør samskabelse?
  • Er der andre initiativer og eller grupperinger som det kunne være interessant at knytte an til, alliere sig med eller blive udfordret af?
  • Vil du være med i samskabelsesbevægelsen – og løse samfundets helt store udfordringer?
Vidensbank

Flere artikler

Vi skriver artikler der kan hjælpe topledelser, bestyrelser, medarbejdere, borgere og erhvervsaktører med at lykkedes bedre - både sammen og hver for sig.

Find og forstør: Nye og lovende tiltag ved hjælp af spurtevaluering
Det er en god ide at finde og forstørre det, der virker iden offentlige sektor. Så kan andre lære af det og få inspiration til nytænkning. Men vi skal være så sikre som muligt på, at det, vi har fundet, har en positiv effekt.
Politikerforum: Christiansborg burde have tillidsrepræsentanter til at sikre ordentlige arbejdsvilkår for politikerne
Der er masser af vilde problemer, som kalder på politisk lederskab, hvor politikere sætter en tydelig retning og anviser gode og kreative løsninger. Men hvordan sikrer vi, at vores folkevalgte politikere brænder igennem uden at brænde ud
Kære medarbejder: Bland dig i strategiarbejdet
Medarbejderne spiller en afgørende og central rolle i strategiarbejdet på arbejdspladsen. Deres aktive deltagelse og engagement er afgørende for at sikre at strategien ikke blot forbliver på ledelsens bord, men bliver et fælles anliggende.
Inspiration

Få seneste nyt om strategirealisering

Vil du gerne følge med i de seneste trends og udviklinger indenfor strategirealisering, så er vores LinkedIn-side det rette sted for dig.

Besøg os på LinkedIn